Efter 25 års fravær er Hummel tilbage i italiensk fodbold gennem et nyt partnerskab med traditionsrige LR Vicenza.
Det danske sportsbrand har tidligere klædt klubber som Udinese og Chievo Verona på – og ser nu et strategisk potentiale i støvlelandet, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Hummel har i de senere år styrket sin tilstedeværelse på markeder som Tyskland, Frankrig og Spanien og ifølge CEO, Lars Stentebjerg, er tiden nu moden til at genetablere sig i Italien, hvor fodboldkulturen og de lokale værdier matcher brandets DNA.
- Italiensk fodbold er indbegrebet af passion, tradition og en helt unik kultur – værdier, der passer perfekt til Hummel, udtaler Stentebjerg.
Selvom Vicenza aktuelt spiller i serie C, understreger Hummel, at liga-status ikke er afgørende. Det handler om identitet og kultur.
Partnerskabet med Vicenza ses som første skridt i en langsigtet satsning på det italienske marked, hvor Hummel også har ambitioner i de højere rækker.
- Vi ser et stort potentiale i Italien. Vicenza er første skridt, men vi kan love, at der er noget stort på vej, udtaler Lars Stentebjerg.